“Hammeren skal falde hårdt, men den skal helst ramme det rigtige søm.”
Sådan siger direktør i Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), Karsten Høgild, efter at have læst beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens nye handlingsplan for at nedbringe antallet af arbejdsulykker.
Arbejdsgiverne skal tage arbejdsmiljøet alvorligt.
“Men det virker frustrerende på en som arbejdsgiver, at Claus Hjort Frederiksens udspil er så enøjet,” siger Karsten Høgild
For hvad stiller en arbejdsgiver op med en medarbejder, der bevidst ikke ønsker at følge
sikkerhedsretningslinjerne?
De færreste arbejdsgivere kan fysisk være til stede, hos alle deres ansatte 37 timer om ugen. Medarbejderne er voksne mennesker, der selv træffer deres valg. Hvis en arbejdsgiver har sikret sig at medarbejderne kender reglerne og sikkerhedsudstyret er stillet til rådighed, så hjælper det ikke at fordoble bøderne til arbejdsgiveren, hvis det er medarbejderen, der ser stort på sin egen sikkerhed.
“Det undrer mig voldsomt, at en borgerlig regering endnu engang ensidigt varetager fagbevægelsens interesser. Hvor er arbejdstagers egen forpligtigelse og incitament til at tage vare på sig selv? Hvorfor er der ikke taget højde for, at medarbejderen – trods henstilling – ikke bruger det sikringsudstyr, han burde?,” spørger Karsten Høgild.
Derfor efterlyser KA en sanktionsmulighed overfor medarbejdere, der ikke overholder de arbejdsmiljøregler, der er på deres virksomhed. Det ville skabe større ejerskab og dermed på længere sig et bedre OG sikrere arbejdsmiljø.