KA har skrevet til beskæftigelsesministeren mange gange med håndfaste eksempler på LO’s
magtmisbrug. Vi vil derfor gerne høre beskæftigelsesministerens holdning til de konflikter, som KA oplever med LO-forbund landet over.
Konklusionen er klar: Claus Hjort Frederiksen er ikke villig til at lovgive på området. Han priser den danske arbejdsmarkedsmodel for sin enestående struktur og mener, at det er vigtigere at holde lovgiverne ude af forhandlingerne end at en række KA-virksomheder udsættes for afpresning og »eksklusivaftaler« ad bagvejen.
Gentagne gange understreger CHF dog, at han holder et vågent øje og er meget opmærksom på sagerne. Spørgsmålet er så, hvor meget CHF skal se, før han griber ind eller om han ikke rettere har det blinde øje rettet på problemet.
KA: I den »danske model« er indeholdt den forudsætning, at arbejdsmarkedets parter forstår at modtage politiske signaler og agere på disse signaler. Når det ikke sker, burde det så ikke afføde en politisk reaktion og indgriben?
CHF: “Mit udgangspunkt er, at jeg synes det er en dårlig ide, hvis politikere skal regulere, hvornår man kan stille krav om en overenskomst. Det er mit udgangspunkt, at det er arbejdsmarkedets parter, der selv skal gøre det. Det ligger i den danske model. Utidig indblanding er ikke velkommen. Det kræver en stor selvdisciplin og ansvarlighed af de mennesker, der opererer på sådan et område. Og der vil vi politikere blande os udenom. Derfor bliver det med at stille krav om en overenskomst selvfølgelig et afgørende redskab til at sikre, at man kan få en overenskomst. Det er mit udgangspunkt. Så oplevede vi i år, at Europadomstolen underkendte de danske eksklusivaftaler. De har været en torn i øjet på mange af os gennem mange år. Nu er de så faldet – og det har været en stor sejr, mener jeg, men nu ser vi jo så tendenser til, at man prøver at presse andre typer af erklæringer og hensigter og betalinger ind i overenskomsten, som i nogle tilfælde jo ligner forsøg på at føre eksklusivbestemmelser ind af bagvejen. Og det er jeg meget opmærksom på, fordi det er forbudt. Det slog den europæiske menneskerettigheds
domstol fast. Og det skal vi altså være meget på vagt overfor, at det ikke underløbes af bagdøren.”
KA: Men virkeligheden er i august 2006, at der hersker monopollignende tilstande på det danske arbejdsmarked. Eksklusivaftalerne eksisterer i bedste velgående – de gælder blot for arbejdsgivere. LO-forbundene går mange steder på strandhugst blandt medarbejdere, der er dækket af Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforenings fuldt ud lovlige overenskomst.
CHF: “Jeg følger nøje med på det område her. For vi kan ikke ret godt leve med, at det sker, når vi får en dom om, at eksklusivbestemmelser er ugyldige. Lige meget om de står i en overenskomst eller ej. Al den slags burde ryddes ud af overenskomsterne med det samme. De skal ud. Det forvirrer begreberne. Men det er rigtigt, at det kræver – og jeg følger meget nøje med i øjeblikket, for det kræver selvdisciplin, at administrere et arbejdsmarked, og hvis det udarter, er vi politisk nødt til at se på det. Vi skal jo altså sikre, at vi på den ene side har aftalefriheden, og den vil jeg kæmpe for længst muligt, men man skal jo altså også undgå excesser. Og excesser er efter min mening at kræve overenskomster på områder, hvor der er overenskomster.”
KA: Spørgsmålet for KA er naturligvis, hvor langt skal LO gå? Hvor mange arbejdspladser skal det koste, før der gribes ind? Arbejdsretten ændrer ikke praksis, selv om du har udtrykt, at du holder et vågent øje med den. Løftede pegefingre er altså ikke nok – hverken i forhold til LO eller Arbejdsretten. Spørgsmålet er, hvor mange sager, der skal føres ved Arbejdsretten, førend man kan konstatere at hverken LO, DA eller Arbejdsretten ønsker at medvirke til at etablere en ændret retspraksis?
CHF: “Nu kender jeg ikke indholdet af de nøjagtige formuleringer af de bestemmelser. Hvis det er bestemmelser, som i realiteten er eksklusivaftaler, så kan jeg sige med sikkerhed, at det forbud vi
gennemførte politisk i foråret: Det forbyder enhver form for eksklusivbestemmelse. Uanset, hvad man kalder det. Hvis realiteterne er, at man skal være medlem af et bestemt forbund, ja så vil Arbejdsretten også tage stilling til det på et tidspunkt, men det er klart, at der er en glidende overgang.”
KA: Forbundssekretær i 3F, Per Christensen udtalte desuden i Erhvervsbladet i marts i år, at så længe det ikke er ulovligt at opkræve gebyrer for medarbejdere, der ikke er medlem af 3F på en given virksomhed, så vil opkrævningen fortsætte. Viser dette ikke, at der er et markant behov for netop lovgivning på dette felt?
CHF: “Nu tager jeg det forbehold, at jeg ikke kender sagen, men hvis det er en klar spekulation i at gøre noget, så længe det ikke er direkte ulovligt, så må vi lige have de eksempler ind og så må vi prøve at finde en måde, hvor vi kan respektere hinanden. Jeg ville være ked af, hvis jeg skulle ligge og lovgive hele tiden, for jeg synes, at der hos fagbevægelsen og hos arbejdsgiverne ligger en meget stor forpligtelse til at vise mådehold på det her område. Netop fordi det er unikt, at vi forhandler de mange ting ved fælles aftaler. Men hvis vi bevæger os ud i et gråt marked, hvor noget ligner afpresning, så skal vi være på vagt. Men jeg har et vågent øje.”
KA: Hvad skal vi sige til vores medlemmer?
CHF: “I må sige, at det største ønske er, at vi har et aftalebaseret dansk overenskomstsystem. Det er unikt i verden. Men de skal selvfølgelig ikke bare acceptere. Men nu er det forbudt og vi har gennemført ved lov, at det er forbudt at have eksklusivaftaler eller eksklusivlignende aftaler. Den lov skal man forholde sig til. Der må man i givet fald i de konkrete sager få afprøvet juridisk.”
KA: Før sommerferien gav du udtryk for, at du provokeret af de mange konkrete sager ville indkalde LO og DA til en samtale om forholdene på arbejdsmarkedet? Ville det ikke være relevant at indbyde KA og
Kristelig Fagforening til det møde? Og er der aktuelle planer for det mødes afholdelse?
CHF: “Altså, det overvejer jeg i øjeblikket med de sager, der er. Nærmere kan jeg ikke komme det.”