I Danmark har vi en lang og stolt tradition for at lade arbejdsmarkedets parter finde løsningerne på de udfordringer, der har med arbejdsmarkedet at gøre.
Den danske model bygger på princippet om, at arbejdsgivere og arbejdstagere er bedst kvalificerede til at forhandle overenskomster og rammeaftaler, som sikrer den rette balance mellem økonomiske hensyn, medarbejdernes vilkår og virksomhedernes konkurrenceevne. Dette system har vist sin styrke igennem mere end hundrede år, og det har sikret et dynamisk og velfungerende arbejdsmarked, hvor mange konflikter undgås, og både arbejdsgivere og arbejdstagere trives.
Men hvad vi ved er bedst for arbejdsmarkedet i Danmark, bør også anerkendes i EU. I takt med at EU’s rolle på det sociale område vokser, og med direktiver som i stigende grad griber ind i nationale arbejdsmarkedsforhold, står vi overfor en udfordring. Den sociale dialog i EU kæmper med at finde sin plads i et system, hvor Europa-Parlamentet ofte vælger at køre udenom arbejdsmarkedets parter. Der er en stigende tendens til, at politikerne ønsker at definere, hvad der er bedst for arbejdsmarkedet, også på områder, der traditionelt har været forbeholdt arbejdsmarkedets parter at forhandle.
Denne udvikling er problematisk af flere grunde. For det første underminerer det princippet om den sociale dialog, som er en kerneværdi i EU’s traktater. Parterne på arbejdsmarkedet har den nødvendige ekspertise og indsigt i, hvad der virker i praksis, og hvordan regulering bedst kan implementeres uden at skabe unødige byrder for virksomhederne. Når Europa-Parlamentet og Kommissionen går udenom denne dialog, risikerer vi at få direktiver, der i praksis er mindre erhvervsvenlige, mindre effektive og i stedet bidrager til at øge de administrative byrder.
Eksemplerne på dette er mange: Direktivet om balancen mellem arbejdsliv og privatliv som indeholder bestemmelser om barsel og fædreorlov, mindstelønsdirektivet, arbejdstidsdirektivet og platformsdirektivet blot for at nævne nogle. Selvom den sociale dialog er en kerneværdi i EU’s traktater, har både Parlamentet og Kommissionen her valgt at gå udenom denne dialog.
Hvis EU i højere grad lod sig inspirere af den danske model og lod det være op til parterne at finde løsninger gennem forhandlinger og konsensus, er jeg ikke i tvivl om, at vi ville få mere erhvervsvenlige direktiver, der i højere grad afspejler virkelighedens udfordringer. Det ville sikre, at reguleringerne ikke blot bliver politiske kompromiser, men også praktisk anvendelige løsninger, der kan fungere godt i de enkelte medlemslande.
I januar 2024 underskrev repræsentanter for arbejdsgivere, fagforeninger, Europakommissionen og det belgiske EU-formandskab Val Duchesse-deklarationen, hvor alle parter forpligtede sig til at takle fremtidige udfordringer som klimaændringer, digitalisering, arbejdsstyrkemangel og arbejdsbetingelser gennem forstærket social dialog. Det er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning. Men deklarationen skal følges op af konkret handling. Det kræver at de fremtidige EU-formandskaber, på samme måde som det belgiske, sætter den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter højt på dagsordenen – her har Danmark i kraft af det kommende det danske formandskab et naturligt ansvar for at sikre, at det kommer til at ske.
I Danmark har vi vist, at en stærk social dialog skaber et bedre arbejdsmarked for alle parter. Hvis man med det danske formandskab ønsker at fremme et dynamisk og velfungerende arbejdsmarked i EU, bør man tage den erkendelse med helt ind i det europæiske maskinrum og turde lade det være op til arbejdsmarkedets parter at forhandle de dele af EU-lovgivningen, der vedrører arbejdsmarkedet. Det ville gøre EU og de europæiske virksomheder godt.
Som i Danmark – således også i EU.