I går – den 23. juni 2016 – stemte briterne for at forlade EU. 51,9 procent stemte for at forlade EU. Modstanden mod EU var særlig stærk i det meste af England og Wales, mens der i Skotland og Nordirland samt i London og andre store engelske byer var et flertal for at blive i EU.
Resultatet har sendt chokbølger igennem EU, aktiemarkederne og så videre. Men der er også signaler om besindelse. En af de organisationer, som har opfordret til besindelse er UEAPME, som er en europæisk interesseorganisation for SMVer, hvor KA gennem Håndværksårdet er medlem.
UEAPME beklager resultatet, men ser det også som et “wake-up call” – en brat opvågning – for EU som organisation. Først og fremmest bliver EU nødt til at begrænse bureaukratiet markant, siger UEAPME:
“UEAPME beklager, at et flertal af britiske borgere har stemt for at forlade EU. Vi ser det som et stærkt kald om en reform af den Europæiske Union. Der er behov for ændringer: specielt for at skabe et erhvervsvenligt miljø for vores SMVer. Vi behøver ikke kun et Europa, der er mindre bureaukratisk, men vi behøver også nødvendige reformer, så der kan skabes de rette rammevilkår, så vores SMVer kan etablere virksomheder og vokse,” siger Ulrike Rabmer-Koller, UEAPMEs præsident.
Storbritanniens udtræden af EU kommer dog ikke til at ændre på UEAPMES arbejde og ambitioner:
“Ikke desdo mindre er UEAPME stadig overbevist om, at et samlet Europa er den bedste vej. Vi vil derfor fortsat bakke op om de europæiske institutioner i den henseende og fortsætte vores samarbejde med SMVers organisationer og SMVer i Storbritannien på en konstruktiv og fremsynet måde.”