Sommerens hede debatemne i medierne blev konflikten på Vejlegården og rimeligheden af, at 3F konflikter et medlem af KA – blot for at gennemtvinge deres egen overenskomst. Modstanden mod 3Fs konfliktret mod en virksomhed, der allerede er overenskomstdækket, er blevet en folkesag, hvor hovedparten af danskerne er meget uforstående over for, hvordan en privat forening som 3F overhovedet kan have retten til at ødelægge en virksomhed på denne måde.
3F har ihærdigt gennem medierne og store annoncekampagner forsøgt at retfærdiggøre deres handling mod Vejlegården og andre medlemmer af KA.
Hovedbudskabet fra 3F er, at deres overenskomst er bedre på 41 ud af 46 punkter end den kollektive overenskomst mellem KA og KRIFA. Interessant budskab set i lyset af, at 3F i medierne har anerkendt, at Vejlegården til fulde lever op til mindstelønningerne i 3Fs egen overenskomst.
Fakta burde skræmme
Spørgsmålet til 3F må være, når de fremfører, at deres overenskomst er bedst: bedst for hvem?
Faktum er, at
- 60 procent af virksomheder inden for hotel og restaurationsområdet ikke ønsker at være overenskomstdækket
- en række virksomheder ønsker at komme ud af den gældende overenskomst
- de seneste tal viser, at danske virksomheder har etableret flere arbejdspladser i udlandet end i Danmark
- ledigheden i Danmark stiger
Fagligt Fælles Forbund bør spørge sig selv: Hvorfor er det kommet dertil?
Virksomhederne angiver selv, at årsagen er det alt for høje lønomkostningsniveau og ufleksible regler i 3Fs overenskomst.
Overenskomster skal bevare
Hvilken overenskomst er bedst? Er det en overenskomst, der medfører at virksomheder ikke har råd til at være omfattet af den eller er det en overenskomst, der giver mulighed for fair vilkår for både arbejdsgivere og medarbejdere og dermed sikrer arbejdspladser i Danmark.
Ingen i Danmark – heller ikke jeg – ønsker kinesiske lønninger, polske overenskomster eller at ødelægge det danske velfærdsniveau. Men virkeligheden er, at danske virksomheder skal konkurrere på et globalt marked. Kan man som virksomhed ikke levere varen til den rigtige pris og på det rigtige tidspunkt, så er kunden kun et lille klik fra at kunne købe varen et andet sted på kloden.
Hvad hjælper det, at lønnen er skyhøj, hvis arbejdspladsen forsvinder ud af landet, eller hvis virksomheden lukker? Intet.
Som overenskomstparter må vi alle påtage os et ansvar og bidrage med fleksible overenskomst, der kan sikre arbejdspladserne i Danmark. Alt andet vil være at svigte både lønmodtagere og arbejdsgivere, ja hele det danske samfund.