Vestre Landsret afsagde forleden en dom, hvor en chauffør fik medhold i, at i den givne sag skulle ophold i hjemmet under en rådighedsvagt betragtes som arbejdstid.
Arbejdsgiverforeningen KA førte sagen på vegne af medlemsvirksomheden, som chaufføren var ansat hos.
“Vi tager afgørelsen til efterretning. Vi har haft et ønske om at få afklaret det konkrete spørgsmål, og det er sket nu,” siger KA-direktør Karsten Høgild.
Dommen giver en nærmere forståelse af den såkaldte 48 timers regel.
Reglen betyder, at medarbejdere maksimalt må arbejde 48 timer pr. uge i gennemsnit over fire måneder.
Hidtil har forståelsen været, at chauffører, der under en rådighedsvagt kørte hjem for at vente på næste køretur, ikke har skullet medregne ventetid i eget hjem til deres arbejdstid.
I den konkrete sag angav chaufføren ophold i eget hjem som arbejdstid, og dermed oversteg arbejdstiden 48 timer pr. uge i strid med 48 timers reglen.
I den aktuelle sag lagde Vestre Landsret særlig vægt på, at chaufføren i nogle tilfælde skulle køre umiddelbart efter at have modtaget en opgave.
“Vi tager afgørelsen til efterretning. Vi har haft et ønske om at få afklaret det konkrete spørgsmål, og det er sket nu.”
Karsten Høgild, direktør, KA
Derfor skulle al tid under vognløbets åbningstid betragtes som arbejdstid, påpegede Vestre Landsret.
Karsten Høgild mener, at dommen bør give anledning til en grundlæggende debat.
“I KA går vi selvfølgelig ikke ind for, at man knokler 18 eller 20 timer i døgnet. Det siger sig selv, og det er heller ikke billedet i den konkrete sag, eftersom medarbejderen havde meget ventetid i eget hjem, nogle dage over ti timer,” siger Karsten Høgild og tilføjer:
“Når vi hæver os over den konkrete sag, så er det en interessant diskussion, hvornår noget skal betragtes som arbejdstid, og hvornår noget skal betegnes som hviletid. Der er en række faggrupper, hvor det at stå til rådighed er en central del af jobbet, og hvor det er svært at trække en klar grænse for, hvornår tiden skal betragtes som det ene eller andet.”
Karsten Høgild peger på brandmænd, politifolk, vægtere og læger som eksempler på faggrupper, hvor grænserne kan være uklare:
“Det er faggrupper, der pludselig – mens de opholder sig i hjemmet – kan blive tilkaldt. Er det arbejdstid, når de spiser aftensmad sammen med familien, spiller fodbold i haven med børnene og smører madpakker?”