Nørrebro Bryghus trækker 3F i Arbejdsretten.
Efter restauranten og mikrobryggeriet Nørrebro Bryghus siden juni har været blokeret af 3F, er bryghusets tålmodighed – og overskud – ved at være brugt op.
Men i stedet for at give op og give efter for det massive pres, der lægges på bryghuset fra 3F har bestyrelsen valgt at kæmpe imod en blokade, der for alle andre end 3F og LO virker formålsløs og himmelråbende uretfærdig.
Angiveligt kæmper 3F for en overenskomst på Nørrebro Bryghus. Nørrebro Bryghus har bare allerede en overenskomst – indgået mellem Kristelig Fagbevægelse og RAF 2000.
Omkring 80 af den københavnske restaurationsbranche har slet INGEN overenskomst, så man kan undre sig over 3F bruger sit krudt på Nørrebro Bryghus, hvor medarbejderne HAR overenskomst?
Hvis en løgn bliver fremsagt tilstrækkeligt mange gange kan den i visse tilfælde blive ophøjet til en sandhed – Det virker som om, at 3Fs “kamp for en overenskomst på Nørrebro Bryghus” er en sådan løgn, der er gentaget til bevidstløshed, så måske tror de blokerende 3F´ere endda selv på den?
Det kan forekomme meget usolidarisk at blokere en virksomhed, at chikanere kunder, hindre transport til og fra – så resultatet i sidste ende bliver en lukning af virksomheden og arbejdsløshed for medarbejderne – så det er da godt, at 3F kan oplyse om at det er af ren og skær solidaritet, de blokerer – for det ser ikke sådan ud.
Hvorhen Nørrebro Bryghus end vender sig, møder de en mur – og således spærret inde af 3Fs betonkommunisme – har bryghuset nu vendt sig mod Arbejdsretten i et sidste forsøg på at få juridisk afgjort om det er så slemt at drive en virksomhed med en overenskomst, som medarbejder OG ledelse begge er tilfredse med?
Man kommer til at tænke på Davids kamp mod Goliat, når bestyrelsen fra Nørrebro Bryghus kaster sig ud i en retssag mod kæmpen 3F. Retspraksis er nemlig i dag, at fordi Goliat er størst, så har han også RET til at vinde!
Kristelig Arbejdsgiverforening giver derfor sin fulde støtte og opbakning til Nørrebro Bryghus´ kamp for organisationsfrihed og aftalefrihed på det danske arbejdsmarked.