I skal forlade byggepladsen senest fredag den 28. juni, og hvis I ikke er væk, så kan sanktionerne ramme hele sygehuset. Hvis I ikke fjerner jeres maskiner, så bliver de spærret inde bag en bom. Og hvis I møder op på byggepladsen mandag, så bliver I ikke lukket ind.
Sådan kan man sammenfatte 3Fs trusler mod Anlægsgartner Lauge Bonde ApS, der er involveret i arbejdet med at bygge en kirke ved supersygehuset i Gødstrup. Virksomheden har været medlem af Arbejdsgiverforeningen KA i knap 20 år og er derfor overenskomstdækket.
Mandag morgen trodsede medarbejderne truslerne og mødte op ved byggepladsen for at passe deres arbejde. De blev lukket ind uden problemer. Nikolaj Nikolajsen, KAs juridiske chef, var også mødt op på byggepladsen.
“Som arbejdsgiverforening er det vores opgave at støtte vores medlemmer, når de udsættes for noget urimeligt. Derfor var vi tilstede på byggepladsen i dag for at håndtere den situation, der kunne være opstået, hvis 3F var mødt op for at føre truslerne ud i livet,” siger Nikolaj Nikolajsen og uddyber:
“Jeg er dog glad for, at 3F har besindet sig og blev væk. Jeg håber, at vi ser samme billede de kommende dage, men skulle 3F finde på at genoptage chikanen af virksomheden, så kommer det ikke til at gå stille af sig fra vores side,” siger Nikolaj Nikolajsen.
“Som arbejdsgiverforening er det vores opgave at støtte vores medlemmer, når de udsættes for noget urimeligt. Derfor var vi tilstede på byggepladsen i dag for at håndtere den situation, der kunne være opstået, hvis 3F var mødt op for at føre truslerne ud i livet.”
Nikolaj Nikolajsen, juridisk chef, KA
Han undrer sig over, hvorfor 3F jagter Anlægsgartner Lauge Bonde ApS:
“Virksomhedens lønninger og pensionsbidrag er højere end det, som 3Fs overenskomst kræver. Der er ikke noget at komme efter, og jeg synes ærlig talt, at 3F skulle bruge sine kræfter på noget andet,” siger Nikolaj Nikolajsen.