Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Kommuner sætter den fri konkurrence skakmat 

Virksomheder kommer let i klemme, når de forsøger at konkurrere med kommunerne. Det er blevet en tilstand, vi ser mange steder, siger chefjurist Peter Andersen fra SMVdanmark. 

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Foto: Colourbox

Det er ikke kun inden for hjemmeplejen, at man nogle gange spejder forgæves efter fri og lige konkurrence mellem kommuner og private.

Det forklarer Peter Andersen, der som chef for SMVdanmarks juridiske afdeling har et indgående kendskab til den konkurrenceforvridning, der sker, når private har kommunen som konkurrent. 

“Der er ikke noget, som man kan sammenligne direkte med situationen på hjemmeplejeområdet, men der, hvor vi kommer tættest på, er kommuner, der har deres egne håndværkerafdelinger til at stå for eksempelvis vedligeholdelse og græsslåning,” siger Peter Andersen. 

Når kommunerne selv tager sig af den slags opgaver, kan virksomhederne let komme i klemme på flere måder.  

For det første mister de arbejde, når kommunen selv ansætter medarbejdere til at udføre opgaverne.  

Når kommunerne sender opgaver i udbud, har de selv en klar fordel.

Når kommunens egen afdeling afgiver et kontrolbud i konkurrence med private bud, er det ikke til at gennemskue, hvad der er indregnet i det kommunale bud. Det er nøjagtig det samme billede, man ser inden for hjemmeplejen.  

“Problemet er, at kommunerne regner ikke de samme ting med i kontrolbuddet, som er nødvendigt for, at man kan sammenligne med det private tilbud. Derfor har kontrolbuddet større mulighed for at vinde opgaven på bekostning af det private tilbud,” siger Peter Andersen og tilføjer:  

“Dertil kommer, at uanset hvor urealistisk kommunens kontrolbud virker, så er der en uudtømmelig kommunal kasse, der bare kan dække hullet, hvis det viser sig, at buddet ikke hang sammen. Hvis et bud er for lavt eller urealistisk, er det jo ikke sådan, at den kommunale afdeling går konkurs – det bliver bare dækket af andre kommunale midler.” 

For det tredje kan virksomheder blive ramt, hvis en kommune har det, man kalder ’utilsigtet overkapacitet’.   

“Når en kommune selv udfører opgaver, må den, hvis der opstår en utilsigtet overkapacitet, gå ud på det private marked og tilbyde de pågældende ydelser, hvis det sker til markedspris. Det rammer også private virksomheder. For nu bliver kommunen deres konkurrent,” siger han. 

Konkret sag fra Aarhus
Peter Andersen ser den manglende konkurrence mellem kommuner og private mange steder og i forskellige afskygninger.  

“Det er blevet en tilstand, som vi ser mange steder,” siger han og henviser til en rapport fra Konkurrencestyrelsen. Den blev offentliggjort for et par år siden, og den tegnede et dystert billede. 

“Den viste, at kommunerne i vid udstrækning ikke opfylder de krav, som OECD har opstillet, til, hvad der skal regnes med, når man giver kontrolbud.” 

Peter Andersen bruger en aktuel sag fra Aarhus Kommune som eksempel på konkurrenceforvridning. På sin hjemmeside tilbød kommunen en stribe ydelser leveret til private og boligforeninger – lige fra autoreparation til tømrerarbejde.  

“Vi gik ind i sagen og fortalte dem, at vi anså det for at være klart i strid med kommunalfuldmagten. Kommunen var enig. Det viser noget om udfordringen, når sådan noget kan ske i landets næststørste kommune,” siger Peter Andersen. 

Han fortæller, at Aarhus Kommune nu har ændret sin hjemmeside, ændret forretningspolitik og taget de første skridt til at komme ud af forskellige aftaler. 

“Det er sådan en sag, hvor vi er glade for, at kommunen tager det til sig og erkender, at den har overtrådt reglerne, og så retter op på det. Vi tror, at mange andre kommuner begår de samme fejl,” siger Peter Andersen og uddyber: 

“For virksomhederne er det frustrerende, når kommuner på én gang er virksomhedernes lokale myndighed, potentielt vigtigste kunde og i værste fald ødelæggende konkurrent. Derfor arbejder SMVdanmark på at få indført en lovgivning, som dels begrænser kommunernes adgang til at udføre konkurrenceforvridende arbejde, dels sikrer etablering af en central og effektiv klageinstans, som kan bringes i spil, når det sker.”

Del denne artikel: