Den konflikt- og brandramte Restaurant Vejlegården, som er medlem af Arbejdsgiverforeningen KA, er gået konkurs. Det siger Amin Skov, restaurantens forpagter, i en pressemeddelelse:
“2012 har været et meget svært år for Restaurant Vejlegården: 3Fs konflikt mod Vejlegården har svækket os økonomisk, og politiets langstrakte opklaringsarbejde og den opretholdte sigtelse mod mig har taget det sidste liv af virksomheden,” konstaterer Amin Skov.
Uden indtægter – ingen virksomhed
At det er kommet dertil, chokerer ikke Karsten Høgild, direktør i KA:
“Amin har været sat i skak. Konflikten har været i gang i næsten et år. Vejlegården har været brændt. Amin er sigtet for branden. Forsikringen tilbageholder erstatningen. Derfor er en konkurs uundgåelig. Når man ikke kan få indtægter ind til at dække ens udgifter, vil virksomheden på et eller andet tidspunkt lukke – det er logik,” siger Karsten Høgild.
Konflikt slog bunden ud af Vejlegården
Karsten Høgild konstaterer, at der er to årsager til konkursen: Dels branden og den tilbageholdte forsikringssum og dels konflikten:
“En konflikt har to formål: enten at køre arbejdsgiveren træt eller ramme ham økonomisk. Og nu er Vejlegården så gået konkurs, og det er konflikten en medvirkende årsag til. Ved Arbejdsretten er det kommet frem, at Vejlegården har mistet 400.000 kroner. Og det har – uanset hvordan man end vender og drejer det – været med til at slå bunden ud af Vejlegårdens økonomi,” fastslår Karsten Høgild.
Vejlegården valgte den “forkerte” overenskomst
Restaurant Vejlegården har været med til at sætte fokus på problemer ved den danske model. Og det ændrer konkursen ikke på:
“At Vejlegården går konkurs, løser ikke det grundlæggende problem på det danske arbejdsmarked: At en privat virksomhed – som 3F – får lov til at genere, chikanere og modarbejde en anden virksomhed i et omfang, som under normale omstændigheder ville medføre en intervention. Men politikere tillader, at 3F iværksætter konflikter mod virksomheder, som allerede har valgt at lade sig omfatte af en kollektiv overenskomst. Den eneste grund til konflikten er, at virksomhederne har valgt at lade sig omfatte af den i 3Fs øjne ”forkerte” overenskomst. Det er ikke en retstilstand, vi kan være bekendt i et civiliseret land som Danmark. Det er udansk,” slutter Karsten Høgild.