Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Lydhør udenrigsminister mødte virksomheder

Udenrigsminister Kristian Jensen mødte tidligere i april virksomhederne i Håndværksrådets internationale udvalg, og det blev til en frugtbar snak om SMVernes rolle i Danmarks langsigtede udviklingsarbejde.

Af: Arbejdsgiverforeningen KA

Foto: Nadia Fryd

SMVerne spiller hovedrollen, når der bliver skabt nye private job her i Danmark. Det samme gælder i udviklingslandene, og bl.a. derfor lagde udenrigsminister Kristian Jensen tidligere på ugen vejen forbi Håndværksrådets internationale udvalg, der består af repræsentanter for små og mellemstore medlemsvirksomheder.

Ministeren og virksomhederne i udvalget fik en levende diskussion om, hvordan danske SMVer kan bidrage til det langsigtede udviklingsarbejde i fx Danidas programsamarbejdslande.

Kristian Jensen sagde blandt andet, at det i hans øjne er vigtigt at finde ud af, ”hvor nøglen passer”. Det vil sige, hvor i udviklingsarbejdet virksomhedernes kompetencer passer bedst, og hvordan Danmark og de danske SMVer kan hjælpe bedst.

Forretning og udvikling går hånd i hånd
Ministeren advarede på mødet mod at skille forretning og udviklingsarbejde ad. Han pegede på, at der kan være en unødvendig berøringsangst ift., at der er profit relateret til udviklingsmidler. Men det eneste bæredygtige er, at indsatser er både socialt og økonomisk bæredygtige, mener Kristian Jensen.

Den tanke bakker virksomhederne i Håndværksrådets internationale udvalg op om, men som en virksomhedsleder udtrykte det:

“Det er vigtigt, at det ikke bliver en dværg og en kæmpe, der sidder sammen i en båd.”

Også Jens Kvorning, afdelingschef i Håndværksrådet, understregede, at Danmarks SMVer er gode til at møde deres udenlandske samarbejdspartnere ’i øjenhøjde’, og det er en stærk ressource i udviklingsarbejdet, understreger han.

“Danske virksomheder sidder med en viden og en række løsninger, der kan komme både udviklingslande og de danske virksomheder til gode i form af bæredygtige og langsigtede udviklingstiltag. Udviklingsarbejdet kan ses som en forretningsmulighed af danske virksomheder,” sagde Jens Kvorning, chef for Håndværksrådets internationale afdeling.

“Stærk men ikke perfekt udviklingsbistand”
Kristian Jensen arbejder for tiden med en ny udviklingspolitisk strategi for Danmark, og mødet med de små og mellemstore virksomheder i Håndværksrådet er en del af ministerens vidensindsamling i forbindelse med arbejdet.

Flere af de fremmødte virksomheder pegede dog på, at Danmarks SMVer har andre udfordringer end store internationale koncerner, når de engagerer sig i udviklingslandene.

Risikoen for store virksomheder, der investerer i udviklingslande er meget lavere end den er for små virksomheder og det er ofte tvivlsomt om skatteborgerpengene her gør en forskel. Derfor opfordrede virksomhederne Kristian Jensen til at fokusere på, hvordan man kunne hjælpe små virksomheder med forskellige udfordringer, så deres risiko bliver mindre.

Efter at Danida i næsten 20 år satte fokus på at få SMV med i udviklingsbistanden med succes, er det gået den helt forkerte vej i de sidste 5 år. I dag udelukkes SMV med under 5 ansatte og 5 millioner kroner i egenkapital fra at deltage i dansk udviklingsbistand, selv om denne gruppe har skabt overbevisende resultater. Som for eksempel syv af de deltagende virksomheder, som har gennemført succesfulde projekter for Danida, men som desværre ikke vil kunne kvalificere til at komme med efter Danidas nye regler. Denne diskrimination vil Håndværksrådet bede ministeren om at komme til livs jo hurtigere jo bedre.

Del denne artikel: