Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Ny overenskomst giver ro omkring lønudvikling

Forhandlingerne mellem KA og Krifa om en ny overenskomst er afsluttet. Forhandlingsresultatet viser en gennemsnitlig omkostningsstigning på 1,8 procent - set over to år. Resultatet skal godkendes af KAs medlemmer på KAs generalforsamling fredag den 1. marts.

Af: Arbejdsgiverforeningen KA

Foto: Colourbox

KA og Krifa har afsluttet forhandlingerne om en ny overenskomst for de næste to år. Alle fagoverenskomster er forhandlet færdig og dermed tegner der sig et klart billede af en overenskomst, som både vil medvirke til jobbevarelse og forbedring af virksomheders konkurrenceevne. Det vurderer Karsten Høgild, direktør i KA – Kristelig Arbejdsgiverforening.

“Dagligt hører vi om virksomheder, der må afskedige medarbejdere. Og konsekvensen er mærkbar: flere arbejdsløse, færre skatteindtægter og mindre af den velfærd, som vi alle er så fokuserede på at bevare. I KA har vi gået til overenskomstforhandlingerne med et mål om at styrke virksomheders konkurrenceevne, så vi kan bevare og skabe arbejdspladser – frem for at se stadig flere arbejdspladser krydse grænsen. Og det mål er nået,” siger Karsten Høgild.

Lav stigning som konsekvens af faldende konkurrenceevne
En af udfordringer, som KAs og Krifas forhandlere har stået overfor, er, at den danske konkurrenceevne er faldet med cirka 20 procent siden 2000. Det skyldes blandt andet, at danske lønninger er steget betydeligt hurtigere end i udlandet.

“Resultatet af overenskomstforhandlingerne blev en samlet, gennemsnitlig omkostningsstigning på 1,8 procent over to år – og det afspejler den økonomiske situation. Resultatet giver muligheder, når vi sammenligner med inflationen og lande omkring os,” bemærker Karsten Høgild.

Han fortæller, at Det økonomiske råd i 2013 og ’14 forventer en inflation på 3,9 procent. EU Kommissionen forventer, at lønudviklingen i Sverige og Tyskland i samme periode vil ligge på henholdsvis 6,4 og 5,9 procent.

Giver muligheder for vækst
“Med forhandlingsresultatet har vi skabt nogle muligheder for, at danske virksomheder kan hente ind på virksomheder i vores nabolande. Vi havde gerne set en 0-løsning, men omvendt så ligger vi et godt stykke under lønudviklingen i de lande, vi normalt sammenligner os med. Og det er vores opfattelse, at dette overenskomstresultat er et godt udgangspunkt for, at virksomheder kan få forbedret deres vækstmuligheder,” understreger Karsten Høgild.

På fredag afholder KA generalforsamling på Hotel Fåborg Fjord i Fåborg, hvor KAs medlemmer blandt andet skal stemme om forhandlingsresultatet.

Del denne artikel: