Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Politikere: 3F bruger bøllemetoder 

​​​​​​​Politikere fra de tre regeringspartier og Dansk Folkeparti retter sønderlemmende kritik af 3F, der tvinger landmænd til at tegne overenskomst.

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Foto: Colourbox

Det er fuldstændig utilstedeligt, når fagforbundet 3F tvinger landmænd til at tegne overenskomst. Det mener flere politikere, som KAs magasin VÆRDI har talt med.

“Jeg mener ikke, at landmænd eller andre skal kunne tvinges til at tegne overenskomst med bestemte foreninger. De skal frit kunne vælge,” siger Hans Kristian Skibby, Dansk Folkepartis erhvervsordfører.

I VÆRDI fortæller mælkeproducent Lars Kristensen, hvordan han har været nødt til at tegne overenskomst med 3F, hvis han skulle undgå at blive udsat for en altødelæggende konflikt. En række landmænd har oplevet tilsvarende trusler fra 3F. 

“Jeg mener helt ærligt, at der er tale om mafiametoder, når 3F bruger sådan en fremgangsmåde,” siger Hans Kristian Skibby.

“Jeg synes, det skriger til himlen, når 3F bruger sådanne metoder. Det minder meget om mafiametoder, når man på den måde tvinger landmænd til at tegne en bestemt overenskomst.”

Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem, Venstre

Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem for Venstre, er ligeså skarp i sin kritik.

“Jeg synes, det skriger til himlen, når 3F bruger sådanne metoder. Det minder meget om mafiametoder, når man på den måde tvinger landmænd til at tegne en bestemt overenskomst,” siger han og tilføjer:

“Jeg mener, den enkelte skal have frihed til selv at vælge, hvem der tegnes overenskomst med. Alt andet er simpelthen oldnordisk. Jeg er naturligvis tilhænger af den danske model, men jeg synes ikke, at 3Fs ageren i det her tilfælde hører nogen steder hjemme.”

LA: 3F er langt ude
Laura Lindahl, Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, har ikke noget til overs for 3Fs metoder.

“Jeg synes, 3F er langt ude, og deres mafiametoder er helt uacceptable. Tiden er løbet fra, at nogle fagforeninger kan hævde, at de er bedre end andre,” siger hun.

Liberal Alliance mener, at det kun skal være muligt at iværksætte konflikt, hvis mindst halvdelen af medarbejderne på virksomheden er medlem af den pågældende fagforening.

“Jeg synes, 3F er langt ude, og deres mafiametoder er helt uacceptable. Tiden er løbet fra, at nogle fagforeninger kan hævde, at de er bedre end andre.”

Laura Lindahl, folketingsmedlem, Liberal Alliance

“I dag er det jo muligt for en fagforening at lave konflikt, selv om den ikke har medlemmer på virksomheden. Det er helt urimeligt,” siger Laura Lindahl og melder sig klar til at diskutere konfliktretten:

“Vi mener i Liberal Alliance, at der er behov for at udfordre den. Når man ser, hvordan 3F går til værks, viser det med al tydelighed, at der er et behov.” 

Orla Østerby, landbrugsordfører for Det Konservative Folkeparti, tager afstand fra 3Fs fremgangsmåde over for landmændene.

“Jeg glæder mig over, at landbruget i stigende grad anerkender vigtigheden af overenskomster og ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Jeg mener, det er vigtigt, at landmændene tager stilling, men jeg vil gerne understrege, at det skal være op til den enkelte selv at vælge, hvordan han organiserer sig, og hvem der tegnes overenskomst med. Det er afgørende vigtigt,” siger han og uddyber:

“Jeg kender en del landmænd, og jeg ved, hvor meget friheden til selv at kunne vælge betyder for en landmand. Derfor er 3Fs metoder med tvang den helt forkerte vej at gå. Det skaber modvilje mod den danske model og overenskomster, og det gavner ikke noget som helst.”

“Vi har foreningsfrihed i Danmark. Det er et frit valg, om man vil være medlem af en fagforening – og hvilken fagforening man i givet fald vil være med i. Man har jo også friheden til slet ikke at være medlem af en fagforening, hvis det er det, man ønsker.”

Søren Gade, folketingsmedlem, Venstre

V-profil: Det frie valg skal gælde
Søren Gade, folketingsmedlem for Venstre, understreger vigtigheden af valgfrihed.

“Vi har foreningsfrihed i Danmark. Det er et frit valg, om man vil være medlem af en fagforening – og hvilken fagforening man i givet fald vil være med i. Man har jo også friheden til slet ikke at være medlem af en fagforening, hvis det er det, man ønsker,” siger Søren Gade.

Han hæfter sig ved, at det er op til Arbejdsretten at vurdere lovligheden af eventuelle konflikter og anvendte kampmidler.

“Jeg har stor respekt for den danske model, og jeg vil derfor ikke blande mig i, hvordan lønmodtagerne organiserer sig. Og jeg vil heller ikke blande mig i, hvilke overenskomster der bliver tegnet,” siger Søren Gade og tilføjer:

“Men jeg vil godt sige, at jeg finder det bemærkelsesværdigt, at 3F bruger tid på virksomheder, som allerede har en overenskomst,” men ikke én med 3F.  

Del denne artikel: