Velliv har haft så stor succes de seneste år, at selskabet står til at blive større end Danica Pension målt på pensionsindbetalinger i år.
JP Finans skriver, at Danica Pensions kunder indbetalte 27,9 mia. kr. i 2020, mens Vellivs kunder indbetalte 27,1 mia. kr.
Siden 2015 er Danicas markedsandel faldet med 4,3 procentpoint, mens Velliv er gået 5,2 procentpoint frem.
Velliv har en forklaring på succesen.
“Vi og branchen har klaret os godt målt på afkast, men Vellivs kunder vinder alligevel, fordi de også får bonus og renter på DinKapital (tilbud til kunderne om at få en særlig attraktiv forrentning på en mindre del af opsparingen, red). Faktisk har kunderne alene i bonus fået udbetalt 1 mia. kr. på deres NemKonti i de fire år, hvor vi har været kundeejet. Det er penge, der ellers vil have havnet hos aktionærerne eller andre,” siger Steen Michael Erichsen, der er administrerende direktør i Velliv, til JP Finans.
Der er roser til Velliv fra KA-direktør Karsten Høgild.
“Vi er glade for, at vi skiftede selskab, og de senere års udvikling viser bare, at det var den rigtige beslutning. Vi har et godt samarbejde med Velliv. Vi ser det som en klar fordel, at Velliv i dag er ejet af kunderne og ikke aktionærer, som jo skal have et afkastning af deres investering. Med den nuværende ejerform kan flere af pengene gå til Vellivs kunder, som jo blandt andet tæller mange medarbejdere rundt på KAs medlemsvirksomheder,” siger han.