DA’s direktør Jørn Neergaard giver med sine udtalelser et forkert billede af, hvad der reelt foregår i sagen om LO’s trusler mod Kristelig Arbejdsgiverforening (KA).
Realiteterne er nemlig meget anderledes.
Situationen er den, at det ikke er KA, der ønsker at iværksætte nogen form for frigørelseskonflikt. Det er tre selvstændige frisørkæder, lang tid før deres indmeldelse i KA ønskede at frigøre sig fra deres overenskomst med Dansk frisørforbund.
Det kan ikke understreges tydeligt nok, at DET ER LO og DA’s EGNE regler, der tilsiger, at ønsker en virksomhed at frigøre sig fra en overenskomst, skal der iværksættes en frigørelseskonflikt, hvor medarbejderne af den overenskomstbærende organisation lock-outes i en periode.
Herefter kan medarbejderne få ansættelse på ny under en anden overenskomst.
Ønsker disse frisørkæder at anvende LO og DA’s regler, har Jørn Neergaard ret i, at de må tåle, at LO iværksætter en modkonflikt.
Men denne konflikt berettiger på ingen måder LO til at iværksætte nogen form for konflikt mod alle KA’s medlemmer. KA og vore medlemmer har på ingen måde indflydelse på, at disse frisørkæder iværksætter en frigørelseskonflikt, og hvad de efterfølgende beslutter i forhold til overenskomstdækning. Det er udelukkende de tre frisørmestres valg.
Hvis LO alligevel vælger at involvere uskyldige virksomheder og KA som organisation i deres konflikt med frisørerne, så handler det ikke længere om at sikre en frisøroverenskomst, men alene at cementere deres egen magtmonopol.
Derfor finder vi det helt rimeligt, at politikkerne griber ind og former nogle regler for fair konkurrence mellem konkurrerende faglige organisationer. Sådanne regler findes desværre ikke i dag.