Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Hotel Frederikshavn

Hotel Frederikshavn har 150 sengepladser fordelt på 55 enheder – lige fra enkeltværelser til en penthouselejlighed. Det blev etableret i 1899 og er dermed det ældste nuværende sømandshjem i Danmark. I 1988 blev Frederikshavn Sømandshjem omdannet til en fond med egne vedtægter og med selvstændig lokal bestyrelse. Gennem årene er sømandshjemmet blevet udvidet og renoveret flere gange, senest i 2009/2010, og i dag fremstår det som et moderne hotel.

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Hotelleder: Vi har plukket de lavthængende frugter, og vi kan se, at det gør en positiv forskel

Ny varmestyring. Affaldssortering. Nedbrydelige servietter, økologiske produkter og øget fokus på lys- og vandforbrug. Hotel Frederikshavn har de seneste par år taget mange skridt i den grønne retning, og endnu flere vil blive taget de kommende år. Indsatsen betyder, at Hotel Frederikshavn er blevet Green Key-certificeret. Green Key er turismens internationale miljømærke, der tildeles turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet.

”Vi har plukket de lavthængende frugter, og vi kan se, at det gør en positiv forskel – både for den grønne dagsorden og vores bundlinje. Den succes har bare givet os endnu mere blod på tanden i forhold til at tage de næste skridt,” siger Gitte Vanggaard, der er hotelleder på Hotel Frederikshavn. Det er hende og receptionschef Rasmus Frederiksen, der står for hotellets grønne og bæredygtige arbejde.

Lad os zoome ind på varmestyringen. Det er nemlig noget af en succeshistorie, som viser, hvor meget der kan være at hente, og hvor fornuftigt det kan være at rådføre sig med eksperter. Varmestyringen er en så god investering for hotellet, at den tjener sig hjem i løbet af to år. Det var en ekstern energirådgiver, som udpegede varmestyringen som nummer ét på den grønne liste over det, hotellet burde gøre noget ved. Den førsteplads kom bag på både Gitte Vanggaard og Rasmus Frederiksen, for de havde udset sig hotellets indgangsparti som det, de troede var mest presserende.

“Vi havde en klar forventning om, at nummer ét på listen ville være et nyt indgangsparti med et vindfang, fordi det ville kunne spare en del energi. Men rådgiveren pegede på en ny varmestyring, og det er et eksempel på, at det giver rigtig god mening at få ekspertøjne på tingene, så man gør de rigtige ting i den rigtige rækkefølge,” siger Rasmus Frederiksen. På hotellet lunede det, at de penge, som energirådgiveren skulle have for sit arbejde, blev betalt via et projekt gennem Erhvervshus Nord.

Lidt af et tilfælde
I dag går Hotel Frederikshavn struktureret og systematisk til værks, når det handler om arbejdet med den grønne dagsorden. Sådan var det ikke i begyndelsen. Det var faktisk lidt af en tilfældighed, der satte arbejdet i gang. I vinteren 2021, hvor Gitte Vanggaard lige var tiltrådt som hotelleder, tilmeldte hun sig det første webinar, som det dengang nyetablerede Destination Nord arrangerede.

“Det var coronatid, og jeg sad her helt alene. Det var et af de første webinarer, som det nye destinationsselskab arrangerede, jeg var nysgerrig og bakkede naturligvis op. Det er jeg virkelig glad for, jeg gjorde, for det handlede om, hvordan vi konkret kunne gøre nogle grønne og bæredygtige tiltag, og det var en stor øjenåbner for mig,” siger hun. Webinaret gav hende lyst til at arbejde videre i den bæredygtige retning, og hun fik kontakt til Erhvervshus Nord og blev en del af projektet “Grøn cirkulær omstilling”.

Siden er det gået derudaf med grønne tiltag, som man kan se oplistet længere nede. Men der har også været dilemmaer, fortæller Gitte Vanggaard og nævner et konkret eksempel:

”Vi har slukket lyset på hotelgangen mellem klokken 10 og 14. Hvis der nu kommer en gæst i det tidsrum og møder en mørk gang, så kan det være, han synes, det er lidt lousy. Det valg, vi træffer, kan blive modtaget forskelligt: Nogle synes, det er godt, vi har slukket lyset, mens andre vil sige, om det nu ikke lige er at spare for meget,” siger hun.

Rasmus Frederiksen har et andet konkret eksempel. I receptionsområdet skruede man ned for lyset ved at afmontere halvdelen af pærerne.

”Så havde vi besøg af en elektriker, der kommenterede de manglende pærer. Han syntes, at de tomme fatninger signalerede manglende vedligeholdelse, og det var vi glade for, han sagde – det havde vi slet ikke selv tænkt over, så vi ændrede det,” siger han.

Stiller krav til leverandører
Hotel Frederikshavn har også skruet op for de krav, de stiller til leverandører og samarbejdspartnere – blandt andet vaskeriet, der håndterer hotellets lagener, dynebetræk og håndklæder. Her er der for eksempel krav om, at linned, der bliver kasseret på hotellet, skal genbruges.

”Vi har ikke oplevet nogen leverandør, der har brokket sig over kravene. Alle ved godt, at det er vejen frem,” siger Gitte Vanggaard.

Kravene fylder også i køkkenet, hvor der endnu mere end før er fokus på lokale og økologiske råvarer. Det fokus har gjort det lettere at rekruttere kvalificerede medarbejdere, fordi de gerne vil være at sted, hvor man gør en positiv forskel.

Det har været helt naturligt for Hotel Frederikshavn at tilslutte sig SMV Manifestet, fordi det flugter med de værdier og den dagsorden, hotellet selv ønsker at fremme.

”Jeg synes, det er godt, at KA er med til at synliggøre vigtigheden af, at man gør noget. Grøn omstilling og bæredygtighed er noget, alle kommer til at forholde sig til. De virksomheder, der ikke rider med på bølgen, kommer til at stå alene,” siger hun.

Konkrete tiltag på Hotel Frederikshavn

  • Ny varmestyring
  • Brug af miljøvenlige rengøringsprodukter
  • Små skilte på hvert værelse opfordrer gæsten til at tage vand fra hanen i stedet for at købe vand på flaske
  • Benytter et miljøcertificerede vaskeri til linned og håndklæder
  • Brug af H2O-neutraliseret vand til vinduespudsning
  • Vandbesparende toiletter, håndvaske og bade
  • Affaldssortering
  • En del af initiativet ‘Too Good To Go’, som bekæmper madspild
  • Plastikflasker, emballager, poser, servietter mv. er lavet af genbrugelige og nedbrydelige materialer
  • Miljøcertificeret printer- og kopimaskine
  • Honning fra egne bistader
  • Brug af rigtige glas i stedet for plasticglas på værelser.

Del denne artikel: