Velliv, som er pensionsselskabet bag KA og Det Faglige Hus’ arbejdsmarkedspensionsordning, er kommet godt gennem første halvår af 2023. Det fortæller Mogens Rosengaard, der er direktør hos den uafhængige forsikrings- og pensionsmægler RTM.
”Som KA-medlemmernes uvildige og betroede pensionsmægler er vi tilfredse med, at Velliv holder momentum og nogenlunde kan holde trenden fra de seneste fem års stærke afkastperformance. Velliv vinder dog ikke kapløbet på afkast i årets første halvår, men set over de seneste fem år præsterer Velliv et afkast, som hører til blandt de bedste i branchen,” siger han.
Det er fortsat aktier og aktielignende investeringer, som performer bedst.
”Det gør, at de, som har valgt mellem eller høj investeringsrisiko, og som har mere end ti år til folkepensionsalderen og dermed store andele af opsparingen i de såkaldte ”afkastaktiver”, har opnået det bedste afkast,” siger Mogens Rosengaard og tilføjer:
”Den del af opsparingen, som er placeret i lavrisiko, som består af obligationer og obligationslignende investeringer, har ikke genereret afkast i første halvdel af 2023. Dette skyldes, at obligationsrenten og renteniveauet generelt har været usikkert, og vi har set lidt faldende kurser.”
Et kig i krystalkuglen
Han fortæller, at de fleste medarbejdere i arbejdsmarkedspensionsaftalen i Velliv har deres opsparing i livscyklusproduktet Velliv Vækstpension Aktiv og med valg af mellem risiko. Her aftrappes investeringsrisikoen fra cirka ti år før folkepensionsalderen, hvilket betydet, at den enkelte medarbejders afkast er afhængig af alder.
”Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men jeg ser med positive forventninger ind til 2. halvår af 2023, men dog vil afkastet forventeligt blive lidt lavere end i første halvår. Det er også fortsat vores vurdering, at Velliv har forudsætningerne for at klare sig blandt de bedste pensionsselskaber målt på at skabe afkast til kunderne,” siger Mogens Rosengaard.
Status på forsikringsudbetalinger
Af de godt 6.500 lønmodtagere, som har været omfattet af arbejdsmarkedspensionsordningen i 2022, har der været godt 70 personer, som har fået tilkendt udbetaling fra pensionsordningen.
36 personer er tilkendt løbende forsikringsudbetaling som følge af tab af erhvervsevne, og 24 personer har fået udbetaling som følge af diagnostisering af dækningsberettiget kritisk sygdom. Tre personer afgik ved døden i 2022, og her er der udbetalt livsforsikringssummen til de pårørende.
”Skadesprocenten er lidt i den høje ende, og det betyder desværre, at Velliv også i 2022 har udbetalt flere penge til skader end summen af det, alle medarbejderne i pensionsordningen har betalt som ”pris for forsikringsdækningerne”. Vi krydser fingre for, at 2023 kommer til at se bedre ud, men der en vis risiko for, at priserne for forsikringsdækningerne for at skabe en rimelig balance mellem forsikringsudbetalingerne og de indbetalte forsikringspræmier, kan blive reguleret lidt fra årsskiftet,” siger Mogens Rosengaard.
Har du spørgsmål til din pensionsordning, er du velkommen til at kontakte Jesper Olesen, KA’s medlemsadministrator, på tlf.: 82 132 103 eller jesper@ka.dk.
Har du mere specifikke spørgsmål til selve pensionsaftalen, er det RTM, du med fordel kan kontakte på tlf.: 43531444 eller ka@rtm.dk.