Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Folketinget bør sænke tempoet og sikre bedre lovgivning

Vi håber, at Folketinget vil gøre en aktiv indsats for, at tempoet sættes lidt ned i lovgivningsprocessen, så der bliver bedre tid til refleksion og tid til, at dem, der lovgives om og til, kan tages med på råd. Sådan lyder opfordringen fra politisk konsulent Christian Borrisholt Steen i dette debatindlæg, som er bragt i Jyllands-Posten.

Af: Christian Borrisholt Steen

”Vi glæder os til at følge den videre politiske proces og vil naturligvis have et vågent øje på, hvorvidt den politiske aftale følges op af de nødvendige regelforenklinger på området,” siger Christian Borrisholt Steen. Foto: Jesper Voldgaard

Hvis man vil have en bil til at køre længere på literen, skal man som bekendt sætte farten ned og ikke op. Det samme kunne man med en vis ret sige om vores lovgivningsproces og politikere på Christiansborg.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at politikerne har tænkt sig at sætte farten ned, selv om vores nuværende statsminister allerede tilbage i 2021 sagde, at ”lovmøllen kører for meget og for hurtigt. Der er ikke ordentlig tid til refleksion og til overvejelse” (Mette Frederiksen, 02-06-2021 på Folketingets talerstol).

Faktisk sætter Folketinget med Mette Frederiksen som statsminister rekord med den suverænt hurtigste lovgivningsproces siden den seneste ændring af Grundloven i 1953. Tænketanken CEPOS undersøgte tidligere på sommeren, hvor mange dage der gennemsnitligt går, fra et lovforslag er fremsat i Folketinget og til at det samme lovforslag 3. behandles i folketingssalen.

Under Mette Frederiksen bruges gennemsnitligt 54,8 dage på at behandle et lovforslag, mens man under Hilmar Baunsgaard (R) tilbage i 1968-71 gennemsnitligt brugte 86,2 dage. Men også i nyere tid under henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh Rasmussen (V) gav man sig markant bedre tid til behandlingen af de forskellige lovforslag end det nuværende folketing.

Advarsler
Det har ellers ikke skortet på advarsler om, at det høje tempo i lovgivningsprocessen øger risikoen for lovgivning, som ikke fungerer efter hensigten, eller som decideret er behæftet med fejl. Så sent som sidste år skrev den tidligere skatteminister og mangeårigt medlem af Folketinget for Venstre, Karsten Lauritzen, en hel bog (Lad det gå langsomt – et opgør med en usund politisk kultur) om, at der er brug for en reform af folkestyret og brug for, at tempoet sættes ned, så der er tid til, at dem, der lovgives om og for, kan tages med på råd.

Hos Arbejdsgiverforeningen KA, der repræsenterer mere end 1.400 små- og mellemstore virksomheder, vil vi også appellere til, at Folketinget sænker tempoet og sikrer, at ny lovgivning på for eksempel erhvervs- og beskæftigelsesområdet ikke alene tilgodeser de store virksomheder, men også tager hensyn til, at mere end 90 procent af de danske virksomheder rent faktisk består af små- og mellemstore virksomheder.

Vi har desværre set en tendens til, at der fremsættes politiske forslag, hvor der ikke i tilstrækkelig grad tages hensyn til SMV´ernes ønsker og behov. Derfor er vi selvfølgelig i særlig grad optaget af at få SMV´ernes perspektiv med, før de forskellige politiske initiativer ender som lovforslag i Folketingssalen.

Kan gøres mere SMV-venligt
Et par konkrete eksempler på det, er eksempelvis SVM-regeringens aftale ”Flere unge skal have et fritidsjob”, som indeholder rigtig mange gode tanker, men som sagtens kunne gøres endnu mere SMV-venligt – blandt andet ved at gøre op med den såkaldte 2-timers regel, som ville gøre det mere attraktivt for virksomheder i udkantsområder at ansætte unge i fritidsjob.

Et andet eksempel er Moderaternes forslag om lettere tiltrækning af international arbejdskraft, hvor partiet desværre har lagt et unødvendigt benspænd ind i forslaget, som handler om, at man skal have et tillidsmandssystem på den pågældende arbejdsplads, for af kunne benytte sig af den lettere adgang til international arbejdskraft. Men som bekendt har en stor del af de små- og mellemstore virksomheder ikke et tillidsmandssystem, men det betyder jo ikke, at mange af dem ikke stadig står og mangler kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.

Det er vores ønske, at Folketinget med Tingets formand Søren Gade (V) i spidsen, tager analysen fra CEPOS til sig og gør en aktiv indsats for, at tempoet sættes lidt ned i lovgivningsprocessen, så der bliver bedre tid til refleksion og tid til, at dem, der lovgives om og for, kan tages med på råd. På den måde sikrer vi, at lovgivningen i højere grad kommer til at fungere efter hensigten og rent faktisk bliver til gavn for både borgere og virksomheder.

Del denne artikel: