Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Glem ikke SMVerne, Lars Løkke

I 2023 var rekrutteringsproblemerne så omfattende, at danske virksomheder mistede i omegnen af 176 milliarder kroner i omsætning. Der er derfor behov for handling mod arbejdskraftmanglen nu, påpeger vores politiske konsulent Christian Borrisholt Steen i dette indlæg, som har været bragt i Berlingske.

Af: Christian Borrisholt Steen

”Vi glæder os til at følge den videre politiske proces og vil naturligvis have et vågent øje på, hvorvidt den politiske aftale følges op af de nødvendige regelforenklinger på området,” siger Christian Borrisholt Steen. Foto: Jesper Voldgaard

Vi mangler arbejdskraft i Danmark og konsekvensen er til at tage at føle på. I 2023 var rekrutteringsproblemerne så omfattende, at danske virksomheder mistede i omegnen af 176 milliarder kroner i omsætning. Der er derfor behov for handling mod arbejdskraftmanglen nu, og en løsning er et øget fokus på at tiltrække og fastholde international arbejdskraft.

Hos Arbejdsgiverforeningen KA mærker vi også arbejdskraftmanglen, når vi taler med vores medlemsvirksomheder blandt andet inden for landbrug og industri. Derfor glæder vi os over, at flere politikere nu sætter fokus på problemet.

Senest har blandt andet Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen været fremme med et forslag, der skal gøre det lettere for udenlandske medarbejdere at komme til Danmark, så længe ledigheden er lav.

Moderaterne foreslår blandt andet, at danske arbejdsgivere får mulighed for at ansætte international arbejdskraft direkte, uden om diverse ordninger under SIRI og tunge sagsbehandlingsprocesser. Men det kræver, at den udenlandske arbejdstager ansættes på løn- og ansættelsesvilkår defineret af en landsdækkende kollektiv overenskomst. Den del er vi helt med på hos Arbejdsgiverforeningen KA, da vi også er fortalere for ordnede løn- og ansættelsesvilkår via landsdækkende, kollektive overenskomster. Så langt, så godt.

Men desværre har Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne lagt et for os at se helt unødvendigt benspænd ind i forslaget, som særligt vil ramme små og mellemstore virksomheder. Moderaterne foreslår således, at man, for at blive omfattet af den mere smidige ordning, skal have et tillidsmandssystem på den pågældende virksomhed. Men 90 procent af de danske virksomheder er små og mellemstore virksomheder med op til 10 ansatte, og mange af dem har derfor ikke et tillidsmandssystem på arbejdspladsen. Derfor vil Moderaternes forslag, i dets nuværende udformning, ramme skævt og særligt ramme de små og mellemstore virksomheder, som i mindst lige så høj grad – som de større virksomheder – skriger på kvalificeret arbejdskraft.

Derfor vil vi opfordre Moderaterne til at fjerne kravet om tillidsmandssystemet fra deres forslag og dermed tilgodese de mange små og mellemstore virksomheder, hvor flere af dem hver eneste dag må takke nej til ordrer, fordi de mangler kvalificeret arbejdskraft.

Del denne artikel: