I Arbejdsgiverforeningen KA er vi dybt bekymrede over statsministerens forslag om at genforhandle velfærdsaftalen, der er en af de bærende søjler i vores velfærdssamfund. Aftalen er i høj grad med til at sikre, at vi har en stærk økonomi og stor arbejdsstyrke i Danmark.
Velfærdsaftalen har den indre logik, at vi i gennemsnit skal have et vis antal år på pension. Når levealderen stiger, skal pensionsalderen følge med. Det er fornuftigt, rimeligt og nødvendigt, hvis vi skal fastholde og udvikle vores velfærdssamfund. Hvis man bryder med den indre logik, som statsministeren desværre åbner for med sit forslag, skaber man en ubalance, som bliver en dyr omgang for både borgere og virksomheder.
Som samfund understøtter vi økonomisk, at mennesker kan gå på pension. Dernæst understøtter vi, at nogle af dem, der er gået på pension og som alligevel fortsat ønsker at være tilknyttet arbejdsmarkedet, stadig er på arbejdsmarkedet, fordi vi ikke kan undvære dem. Det vil jeg kalde en ubalance, og den ubalance vokser sig bare endnu større, hvis vi fastfryser pensionsalderen, mens levealderen stiger og stiger.
Jeg synes, der er god grund til at rose de politikere og partier, der lavede velfærdsaftalen i sin tid. Det var modigt, rigtigt og fremsynet. Jeg håber, at nutidens politikere har samme mod til at holde fast i princippet om, at vi skal arbejde længere i takt med, at vores levealder stiger.
Nu er jeg ikke politisk kommentator, så jeg skal ikke begive mig ud i en vurdering af, om forslaget er reelt eller designet for at stå stærkere i en kommende valgkamp. Men uanset om det er det ene eller andet, så skaber det massiv usikkerhed om noget, der er afgørende for både borgere og virksomheder, og det er meget uheldigt.