De fleste husker, hvordan det gik Damernes Magasin i TV-serien Matador, fordi man nægtede at følge med tiden. Selv om Albert Arnesen og Hr. Schwann desperat forsøgte at opretholde illusionen om, at Damernes Magasin var det eneste rigtige sted for Korsbæks fine damer, valgte kunderne konkurrenten, der var bedre, billigere og evnede at levere det, der blev efterspurgt. Damernes Magasin troede, at man kunne overleve på fortidens bedrifter. Den tankegang blev butikkens død.
Fagbevægelsens forvaltning af den danske model minder meget om Damernes Magasin. Når man hører 3F’s Henning Overgaard udskamme de hundredtusindvis af lønmodtagere, der har valgt Det Faglige Hus og Krifa, lyder han som et ekko af Hr. Schwann, der havde så travlt med at pege fingre ad ”dem derovre”.
Hvis nu den danske model udelukkende var et anliggende for fagbevægelsen, kunne vi være bedøvende ligeglade med dens fremtid. Men det er den ikke, og derfor er vi på ingen måde ligeglade. Vi er faktisk dybt bekymrede over at se, hvordan der bliver længere og længere mellem modellen og virkeligheden anno 2024. Der er ingen tvivl om, at hvis modellen ikke moderniseres og gøres tidssvarende, udspiller den stille og roligt sin rolle.
Den danske model vedkommer alle lønmodtagere og arbejdsgivere, fordi den er omdrejningspunktet, når det handler om at forhandle løn- og arbejdsvilkår.
Den er også omdrejningspunktet, når der inviteres til trepartsforhandlinger, hvor der træffes beslutninger, som påvirker alle på arbejdsmarkedet.
Vi er tilhængere af modellen, fordi vi ser det som en klar fordel, at det er arbejdsmarkedets parter, som forhandler løn- og ansættelsesvilkår, frem for politikere på Christiansborg eller i Bruxelles. Men forhandlingskredsen bør være mere repræsentativ for lønmodtagerne, særligt fordi kæden hopper helt af, når vi igen og igen konstaterer, at der forhandles forhold som ligger langt ud over, hvad der specifikt vedrører den overenskomstmæssige regulering af arbejdsmarkedet.
Ofte handler trepartsforhandlinger om mere almengyldige forhold og generel regulering af samfundsmæssige forhold knyttet til arbejdslivet, som i de fleste demokratier forhandles på baggrund af et demokratisk politisk mandat i de respektive landes parlamentariske forsamlinger. Men ikke i Danmark. Og det er netop det, som gør, at den danske model lider af demokratisk underskud, fordi denne politiske samfundsregulering ikke bliver forhandlet af politikere med et demokratisk mandat bag sig i Folketinget, men i stedet forhandles i lukkede rum af en lille snæver kreds af fagforeninger, der hverken er folkelig repræsentativ eller besidder demokratisk legitimitet.
Modellen er alles
Hovedproblemet er, at den traditionelle fagbevægelse insisterer på at have patent på den danske model. Den er en lukket fest for FH-forbundene, hører vi igen og igen fra fagbevægelsen. Det er noget sludder. Den danske model handler om, at lønmodtagere og arbejdsgivere forhandler med hinanden. Den handler ikke om, at et fagforbund som 3F skal have et uindskrænket magtmonopol.
Det er ikke bare forkert at sætte lighedstegn mellem fagbevægelsen og den danske model. Det er også farligt. For når fagbevægelsen styrtbløder medlemmer, som vi har set de seneste mange år, så smuldrer det fundament, som modellen hviler på – og det betyder, at den skridt for skridt mister sin legitimitet.
I dag er mindre end halvdelen af lønmodtagerne medlem af et FH-forbund, og den andel svinder år for år. Trods skrumpende medlemstal insisterer FH på, at kun FH evner at tale lønmodtagernes sag. Når politikerne indkalder til trepartsforhandlinger, er det kun de traditionelle fagforbund og arbejdsgiverorganisationer, der inviteres med. Det er stærkt problematisk, at man i et demokrati lader et mindretal diktere de regler, som man kan dunke flertallet i hovedet med. Vi så det i Corona-tiden, hvor politikerne først tvangslukkede virksomheder og derefter lod fagbevægelsen diktere, at virksomheder, der ikke havde overenskomst med de ”rigtige” fagforbund, ikke skulle have del i den statslige lønkompensationsordning, som blev betalt af skatteborgerne. Man savner næsten ord til at beskrive sådan noget.
Fagbevægelsen har tit travlt med at beskylde vores organisationer for ikke at ville tage ansvar. Det passer ikke. Vi er i arbejdstøjet hver eneste dag, og vi løfter gerne ansvaret.
Det frie valg styrker modellen
Vi forstår ikke, hvorfor man i fagbevægelsen er så indædte modstandere af lønmodtagernes ret til frit at kunne vælge fagforening. Det frie valg styrker netop den danske model, fordi Det Faglige Hus og Krifa evner at tiltrække og fastholde lønmodtagere, der ikke ønsker at være medlem af et traditionelt fagforbund.
Når vi taler om den danske model, bør det vigtigste da ikke være, hvilken fagforening man er medlem af – nej, det væsentlige bør være, at man er medlem af en fagforening.
Det virker ikke som om, at alvoren er gået op for den traditionelle fagbevægelse. I stedet for selvransagelse og at kigge sig selv i spejlet for at se, hvordan man kan gøre sig relevant og attraktiv for flere lønmodtagere, bruger man krudtet på at skælde andre ud.
Nu er man også – under dække af at ville ”redde” den danske model – begyndt at gå økonomisk tiggergang hos politikerne. Tidligere i år gav regeringen fagbevægelsen 15 millioner kroner i statsstøtte – penge, der skal bruges på at udvikle den danske model og håndhæve bestemte overenskomster. Det vil sige, at lønmodtagere, der har droppet FH-forbundene, alligevel tvinges til at medfinansiere dem over skattebilletten.
Hvis den danske model skal overleve på sigt, er det nødvendigt at give plads til andre spillere og nye løsninger. Der er brug for, at alle gode kræfter i fællesskab sætter sig sammen og moderniserer den danske model, så begreber som frihed, fleksibilitet og nytænkning kommer til at spille en langt større rolle end i dag. Vi tre organisationer er klar til at deltage konstruktivt i arbejdet med at udvikle modellen. Det har vi sagt før, og vi gentager det gerne her på modellens 125 års dag.
Ved at involvere os og tælle vores hundredtusindvis af medlemmer med, ville vi med et fingerknips kunne stå med en langt bedre organisationsprocent og en meget mere tidssvarende model, som flere danskere ville kunne identificere sig med og bedre bakke op.