Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Vi taber fortsat for mange unge mennesker på gulvet

Hos KA ønsker vi at understøtte, at alle unge, der har evnen og viljen, også får mulighed for at blive en del af det arbejdende fællesskab, lyder det fra politisk konsulent Christian Borrisholt Steen i dette indlæg, som er bragt i Avisen Danmark.

Af: Christian Borrisholt Steen

Foto: Colourbox

For to år siden indgik den daværende socialdemokratiske regering en bred aftale med de fleste af Folketingets partier om en bedre tilrettelæggelse af den såkaldte STU – den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, som er målrettet unge med særlige behov.

Den politiske aftale indeholdt blandt andet et skærpet formål med STU og flere rettigheder til de unge, så den enkelte får større indflydelse på sit eget uddannelsesforløb. I praksis betød det, at kommunerne blev forpligtet til at præsentere den unge for flere relevante tilbud og vejlede den unge herom.

Aftalen indeholdt også en hensigtserklæring om, at de unge sikres en bedre overgang fra den afsluttede STU og videre i enten job eller uddannelse. ”Det skal understøttes af en generel opstramning af udslusningsredskaberne og -indsatserne for de unge”, som det hed i aftalepapiret. Men her mere end 2 år efter aftalen blev indgået, er vi desværre langt fra i mål. Det er fortsat kun cirka 15 procent af de unge i målgruppen, der er i enten job eller uddannelse 12 måneder efter afsluttet STU-forløb.

Hos Arbejdsgiverforeningen KA ønsker vi at understøtte, at alle unge, der har evnen og viljen, også får mulighed for at blive en del af det arbejdende fællesskab. Vi ved fra flere af vores medlemsvirksomheder, at det kan lade sig gøre at sikre en varig tilknytning til arbejdsmarkedet for flere af de unge – også unge med særlige behov. For eksempel har Erhvervsskolen Vestjylland god erfaring med at skaffe unge med særlige behov i job. Det er sket via Joballiancen, der er en model for et lokalt partnerskab mellem kommunens ungeindsats og et stort og specialiseret netværk blandt lokale virksomheder. Faktisk har Erhvervsskolen Vestjylland, sammen med de andre STU-steder, som er en del af Joballiancen, sikret, at over 80 procent af de unge STU´ere, efterfølgende fortsat har tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er en succeshistorie, som bør udbredes til hele landet og implementeres i den generelle beskæftigelsesindsats.

Vi ved fra vores medlemsvirksomheder, hvor vigtigt det er, at de unge fastholder og udvikler de kompetencer, som de har opnået i STU-forløbet og vi ved desværre også, at disse kompetencer hurtigt afvikles, når den unge overgår fra en håndholdt indsats via STU-forløbet til et helt ordinært forløb hos Jobcentret. Derfor foreslår vi, at STU´en suppleres med en STB – en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats i Jobcentret, som sikrer, at den unges kompetencer fastholdes og videreudvikles, så flere, på sigt, sikres fodfæste på arbejdsmarkedet og bliver en del af det arbejdende fællesskab.

Når Folketinget senere på året igen skal drøfte en revision af beskæftigelsesindsatsen, håber vi, at politikerne også har modet til at gøre op med det kommunale refusionssystem. Vi oplever alt for ofte, at unge mennesker med særlige behov, bliver kastebolde imellem forskellige kommunale kasser, alt afhængigt af, hvor kommunerne kan hente den største refusion fra staten. Det dur ikke.

Den nuværende SVM-regering har slået sig op på at være en reformregering, så vi håber, at den også tør tage livtag med det kommunale refusionssystem på beskæftigelsesområdet og sætte kommunerne fri til at sætte den enkelte borger først. Det vil være til gavn for både den enkelte borger og for virksomhederne.

Del denne artikel: